Friday, 28 March 2014

Torsdag, den 27. marts

:
Vi er nået frem til sidste dag på denne dejlige tur. Efter morgenmaden øverst oppe på hotellet – med fin udsigt ud over byens centrum -  kørte vi mod lufthavnen. Den hedder naturligvis Aleksander den Store. Og det gør motorvejen ud til den også.

Austrian Airlines førte os let og elegant til Wien. Her skiltes vore veje. De fleste fortsatte nordpå mod København og Oslo, mens vi drog hjem til det belgiske. Det havde vi 4 timer i den vel-assorterede lounge i Wiens lufthavn til at forberede os på.

Vi kan uden forbehold konstatere, at vi synes, det har været en glimrende rundtur med masser af oplevelser og en gruppe dejlige mennesker at rejse med. Vor rejseleder Klaus klarede opgaven til punkt og prikke. Hans enorme viden om Balkan, ikke mindst historien og samfundsforholdene både før og nu, var det en stor fornøjelse at få del i. Vi blev alle meget klogere. Måske stadig ikke helt fortrolige med de meget indviklede politiske og etniske forhold i disse lande. Det bliver man nok aldrig.  Og han var elegant og yderst kompetent suppleret af vor meget, meget dygtige, vidende og yderst interesante albanske guide Kledi. Topkarakter til dem begge.  Og det mener vi at kunne sige med en vis vægt, da vi begge har en lang erfaring med rejser af netop denne slags, også masser af gange som rejseledere. Også i de gamle østlande, hvor intet var sikkert på forhånd.

Sidst, men ikke mindst skal vor meget professionelle albanske chauffør også have al den ros, vi kan mobilisere. Vi forstod, at han også var mekaniker. Det fik han heldigvis ikke brug for.  Men køre bil – selv under de vanskeligste forhold – det kunne han. Sjældent er vi blevet ført så fløjlsblødt op og ned af stejle bjerge og rundt i mylderet i de forskellige byer. Og selv om han vist nok ikke kunne alt for mange fremmede sprog, så kunne han til enhver tid kommunikere med alt og alle – bare på den måde, han var på.
12 points til alle tre ledere på denne helt igennem dejlige og oplevelsesrige tur.

Liselotte og Niels Jørgen Thøgersen
35, avenue de l’Europe, B-1330 Rixensart, Belgien

No comments:

Post a Comment