Vores sidste formiddag i Kosova blev tilbragt i landets mest tolersnte by Prizren. Her lever alle nationaliteter og sproggrupper fredeligt side om side. Selv et lille mindretal at tyrkere er der her. Og derfor er også tyrkisk et slags officielt sprog her i byen.
Vi besøgte et lille lokalt museum over den albanske kultur i landet. Det kom de serbiske styrker "til at brænde ned" i 1999. Det er fint bygget op igen. Det mest slående på museet var et kort over Stor-Albanien. Det vil sige de områder, der ifølge gamle osmanniske kilder havde albansk flertal frem til slutningen af 1800 tallet. Området var mere end dobbelt så stort som det nuværende Albanien og omfatter områder i alle dets nabolande. Vi er nok noget skeptiske over for de tal. Ophavsmændene havde givetvis trukket tallene godt i ørerne. Sådan er det tit med nationalistisk statistik og historieskrivning. Især her på Balkan.
Samtidig skal man huske på, at der i gamle dage ikke var de mange landegrænser her. Kulturerne og befolkningsgrupperne gled over i hinanden. Man var blandet, og det var for de fleste meget naturligt. Grænser er især kommet til som resultat af den forbandede nationalisme, der især opstod i 1800 tallet. Det var her, det gik galt. Grænser er noget fanden og nationalisterne har skabt! Derfor er noget af det allervigtigste i EU, at vi nu afskaffer det bras igen!
Jeg fik under vor snak med kosovarerne også lyst til at fortælle dem om den såkaldte Bonn-København erklæring fra 1955. Det var da Adenauer og H.C.Hansen bare ti år efter krigen blev enige om, hvordan vi hver især behandler vore mindretal på hver side af den dansk-tyske grænse. Den fungerer flot. Og jeg lovede at sende erklæringen til dem. Jeg tror, den kan gøre stor gavn her på egnen. Ikke mindst som inspiration.
Efter denne oplevelse forcerede vi i vor minibus endnu en høj og flot bjergkæde og kom til vort 4. og sidste land på turen: Makedonien. Eller FYROM som det ot er blevet tvunget til at hedde. Former Yougoslav Republic of Macedonia. Hvorfor det? Fordi Grækenland er helt "tovlige i hovedet" ved tanken om, at deres naboland kalder sig Makedonien. Og det er de, fordi de mener at Makedinien er græsk. En af deres nordlige provinser bærer navnet. I MÅ altså undskylde kære græske venner. I den sag er I altså efter min mening helt ude i det utilladelige overdrev. Hvad bilder de sig ind?! Jeg forstår ikke, at deres gode venner ikke forlængst har har talt dem til fornuft. Det er lige præcist den slags brovtende selvhævdelse og blanden-sig i andres sager, der er med til at holde nationalistiske unoder i live! Se at blive voksen og lad os komme videre!
Makedonien er et meget sammensat land og desværre fortsat en mulig krudttønde. Makedonsk sprog er Meget tæt på bulgarsk. Og hele den vestlige del af landet med ca. 40 procent af befolkningen er albanere. De holdes efter deres opfattelse meget ude af makedonerne. Hven der har ret er svært at vide. Men problemer er der. Og her i landet er der ingen internationale styrker til at holde dem i ørerne. Deres store ænske om at blive medlem af EU er til gengæld noget, der får dem til at holde fred og opføre sig nogenlunde ordentligt. Ellers ved de, at de ikke har en kinamands chance for at komme med i det gode europæiske selskab.
I dag og i aften har vi været i den albanskdominerede by Tetovo. Vi bor på hotel Tivoli med en dansktalende ejer. Dejligt hotel og skøn mad. Men en meget rodet og beskidt by. Vi havde dig en slrlig opmuntrende oplevelse ved at besøge en særlig muslimsk sekt, bektas islam, der er Meget åben og fredelig. Selv kvinderne anser de for at være ligestillede med alle mænd :-)
No comments:
Post a Comment