Monday, 24 March 2014

Søndag, den 23. marts

I dag var sidste dag i Montenegro. Vi visiterede et gammelt ortodoks kloster fra 1100 tallet inde i bjergene. Og så var det ellers 250 km igennem de flottest tænkelige bjerge. Op og ned. Og op igen. Helt op til godt 2000 meter, hvor grænseovergangen til Kosovo ligger. Vi mødte bl.a. et par hyggelige vildsvin. Der er også brune bjørne og ulve her i bjergene og skovene. Dem fik vi dog ikke hilst på. Endnu. Sne er der meget af heroppe. Dog ikke nær så meget, som de plejer at have. Ellers ville den bjergvej vi kørte på have været spærret helt frem til maj.
Undervejs gør vi af og til kaffe-, slivovitsch- og tissepauser i små hyggelige landsbyer. Og frokosten i dag var dejlige lokale civapcici - små krydrede pølselignende frikadeller.

Stemningen i vor lille gruppe er fortsat på toppen. Vi får snakket hyggeligt med alle og hørt om de meget forskellige baggrunde og alle deres rejser. De er nemlig Meget rejsevante og oplevelseslystne folk allesammen. Så der er nok at snakke om. For eksempel også om den berømte Læsø-bager ig hvorfor det hedder wienerbrød, Danish og Kopenhagener. Den historie får I senere i mine daglige Dagen i Dag når de starter ugen om nogle dage. Vore hyggelige nordmænd fra Oslo bidrager også med spændende ting. De er begge arkitekter. Og så er de meget glade for Danmark.  De kalder Weekendavisen for Nordens bedste avis. Og taler med beklagelse om, at det i år er 200 år siden, at Norge tabte Danmark!

I aften ankom vi til Kosovo. Til byen Peja, der på serbisk hedder Pecs. Hyggeligt sted og dejligt hotel.

No comments:

Post a Comment