Der er mange, der mener, at hvis man synes, man forstår politikken på Balkan, så er det fordi man har fået den dårligt forklaret!
Alligevel synes vi lidt efter lidt, at vi begynder at forstå en del af den. En del af galskaben, kan man sige.
Det er en relevant erkendelse netop her i Kosovo, hvor vi befinder os lige nu. Serbiske Molosovic og hans ækle spillen på gamle nationalistiske strenge kostede flere hundrede tusinde jugoslavere livet. Og førte til kolossale ødelæggelser oveni. Man kan mene meget om Tito - og det gør jeg. Men han formåede at holde ro og fred blandt folkene her på egnen. Ikke med søndagsskolemetoder. Ej heller med noget vi andre vil kalde demokrati. Men krig var der ikke. Til gengæld resulterede hans metoder i et så ophobet voldsomt gensigdig had, at gammelkommunistiske nationalistiske luskefise som Molisovic, Karasic og Mladic kunne sætte det hele i brand. Og lederne på de andre sider var heller ikke for kønne.
I dag besøgte vi bl.a. den meget kendte og sradig delte by Mitrovica her i Kosovo. På den ene side af floden bor albanerne. På den anden side bor serberne. Og for de ikke igen skal ryge i totterne på hinanden, står der ca. 12.000 NATO tropper og EU politi imellem dem. Styrker fra ialt 26 lande er her. Vi spiste frokost sammen med soldater og politi fra bl.a. Frankrig, Sverige, Portugal, Schweiz, Ungarn og Tyskland. Danskerne er her også. Men de var åbenbart ikke sultne i dag. De fortalte os, at der er meget fredeligt for tiden.
Den side serberne bor på er formelt også en del af Kosovo. Men den kosovo'ske regering har reelt ikke noget at skulle have sagt derovre. Kun NATO tropperne - også kaldt KFOR (Kosovo Force) - har adgang overalt. Og det er og så dem, der bevogter grænseovergangene ind til Serbien.
Når vi er her, kan vi ikke lade være med at tænke på vore mange besøg ved Berlin- muren i gamle dage. Og i Nicosia på det delte Cypern for nogle år siden. Steder hvor internationale styrker er nødt til at holde tossede brushoveder væk fra hinanden. Men det er godt, at vi i dag har organiseret os sådan, at vi KAN forhindre myrderier og ballade på sådanne steder. I Berlin gik det over. Det gør det forhåbentlig også her på Balkan en skønne dag. Så er spørgsmålet, om vi i stedet snart skal hjælpe til på denne måde i det østlige Ukraine for at holde gemytterne i ro. OSCEs observatører er heldigvis allerede derovre.
Kosovo - det er navnet, man normalt bruger om det område, vi besøger lige nu. Andre - f.eks. Politiken - kalder det Kosova. Vi lærte i dag, at det sidste udtryk er det albanske - og at trykket ligger på so. Interessant.
På vejen besøgte vi i dag også Solsortesletten - stedet uden for hovedstaden Prestina, hvor serberne og andre kristne styrker var i et voldsomt slag med tyrkerne i 1389. Serberne tabte. Men de fejrer slaget hvert eneste år. Det var ved 600 års festen i 1989, Slobodan Milosovic i en stor flammende tale netop ved det store mindesmærke på Solsortesletten reelt satte gang i alle Balkan-krigene.
Det med hvert år fejre et nederlag kender vi også fra Danmark - nemlig på Dybbøldagen den 18. april. Dagen for Danmarks totale nederlag i 1864 efter Vores nationalistiske selvberuselse !
Dagen i dag sluttede med et godt hotel og et overordentligt dejligt måltud i byen Prizlen - Kosovos kronjuvel, som den kaldes.
No comments:
Post a Comment